Motion for din krop

Nu tænker du måske: Åh støn, skal vi nu til sådan en omgang løftet-pegefinger og anbefalinger om at stille op til den næste Ironman? Slet ikke!

Det er naturligvis helt fint, at der er nogle mennesker, der bruger alle deres vågne timer på at træne. Men når det kommer til at høste alle de mange fordele, så skal der faktisk ikke mere til end 30 minutter om dagen. Så når jeg fortæller dig om, hvordan motion er ren forkælelse af din krop, så gælder det altså ikke kun, hvis du trækker i kondiskoene og slider dig igennem en halvmarathon hver eftermiddag.

Det er meget vigtigere, at du finder en motionsform og et niveau, der passer til dig, og som du kan få ind i din hverdag. Hver dag.

Men lad os straks komme i gang! Med alt det, du vinder ved at bevæge dig 30 minutter om dagen:

Motion styrker dine knogler

Jo mere du bruger din krop, jo stærkere bliver dine knogler. Det er simpelthen fordi, det hjælper knoglerne med at reparere sig selv. Knoglerne består af knogleceller, og når de bliver trykket sammen, sender de signal til hjernen om, at de skal vedligeholdes.
– Så hvis du ikke gider at tilbringe halvdelen af din skiferie i gips, kan det være en god idé at styrke benene med nogle gåture inden afrejsen.

Motion æder sukker

En trænet muskel kan indeholde dobbelt så meget sukkerstof som en utrænet. Samtidig bruger den sukkeret langsommere. Det betyder, at dit blodsukker bliver mere stabilt. Desuden nedsættes din insulinfølsomhed, hvilket begrænser din risiko for at få type 2-diabetes.

– Når du dyrker motion forbrænder du jo samtidig ekstra energi, blandt andet sukker. Med andre ord slipper du for, at den der marsbar sætter sig direkte på lårene.

Motion æder fedt

Motion har rigtig stor betydning for din forbrænding af fedt. For det første nedbringer det mængden af det farlige kolesterol i blodet. Samtidig bliver mængden af det sunde kolesterol øget. Musklerne bliver desuden bedre til at udnytte fedtet. Også imellem dine motionsture. Den konstante fedtforbrænding i musklerne bliver ganske enkelt både bedre og øget, efterhånden som du kommer i form.
– Så igen: Farvel og ikke på gensyn til marsbaren, der troede, den skulle ned og hygge sig på dine lår.

Mere ilt

Når du motionerer, kommer der flere små blodkar i musklerne. Det betyder, at de bliver bedre til at optage ilt. Sammen med det bedre optag af både sukker og fedt gør det dig langt mere udholdende og giver mere energi til hele din dag.
– Du får med andre ord meget mere valuta for pengene. Du udnytter både din kost og ilten i dine lunger bedre. Du bliver ikke til at styre på en halv tønde land!

Mindre sult

– Nej, det er da ulogisk. Hvis man forbrænder mere, må man da også blive mere sulten! Både ja og nej.
Motion virker faktisk dæmpende på din sultfornemmelse. Hvis du for eksempel er lidt lækkersulten, men løber en tur i skoven, i stedet for ned på tanken efter snøfler, er der en ret god chance for, at du ikke længere er sulten bagefter. Det skyldes, at motion får mængden af hormonet peptid YY i blodet til at stige. Peptid YY er det eneste hormon, vi med sikkerhed ved, dæmper sult.
Når dine muskler samtidig bliver bedre til at udnytte sukker og fedt, bliver den generelle regulering af din sultfornemmelse også mere stabil.
– Så drømmene om at guffe en hel pakke snøfler sidst på dagen vil gradvist blive sjældne.

Mindre sygdom

I 2005 blev der i fagmagasinet Health News offentliggjort forskningsresultater, der viste, at motion styrker immunforsvaret. I et forsøg foretaget på Loma Linda University i Californien, fandt forskerne frem til, at fysisk aktivitet øger produktionen af de celler, som udgør kroppens immunforsvar.
– Så en rask tur i efterårsblæsten er faktisk en super idé, hvis du gerne vil undgå at hoste dig gennem vinteren.

Mere omløb

Det hænger uløseligt sammen med det sundere hjerte. Når du dyrker motion, styrker du dit blodomløb. Hvilket har enorm betydning for din præstationsevne, energiniveau og dit velbefindende generelt.
Energi og ilt bliver transporteret mere effektivt rundt til dine muskler, organer og din hjerne. Dermed får du mere energi, din koncentrationsevne bliver skarpere, og dine organer fungerer bedre. Det betyder blandt andet, at din krop bliver bedre til at komme af med affaldsstoffer.
– Ja, den er altså god nok. Du får bedre omløb af motion. Også i hovedet!

Større hjerne

OK, det lyder måske lidt mystisk. Men forskere har faktisk fundet ud af, at fysisk aktivitet kan få den del af hjernen, der hedder hippocampus, til at vokse med op til 10 %. Selv gamle mennesker opnår en effekt. Modsat får inaktivitet hippocampus til at skrumpe. Hippocampus er den vigtigste del af hjernen, når det kommer til indlæring og hukommelse. Både langtids- og korttidshukommelsen.
– Så hvis du er træt af altid at glemme dine nøgler, eller hvor du lagde fjernbetjeningen, så prøv hellere at komme i tanke om, hvor du stillede dine kondisko: Under sengen måske? Bag køleskabet?

Knapt så klodset

Jeg kan snuble over et frimærke! Nej, det er løgn. Ikke mere. Men som barn var jeg ekstremt klodset og havde altid plastre over det hele. Derfor har motion gjort mig rigtig godt. Når du styrker dine muskler med motion, blive din balance bedre, og du bliver bedre til at kontrollere kroppens bevægelser.
– Motion er med andre ord den bedste kur imod fumlegængeri!

Bedre i bikini

Jeg har gemt den, som en lille godte til at slutte af på. Vi har været rundt om, hvordan motion har en helt fantastisk effekt på din krop: Sundhed, styrke og stabilitet.

Men vi må ikke glemme skønheden. For der er ingen tvivl om, at din krop belønner dig, når du bruger den aktivt.

En krop, der bliver forkælet med motion, er en smuk krop. Når du bruger og bevæger din krop, opbygger du muskler og forbrænder fedt. Det betyder, at du bliver fastere, mere tonet og mere velproportioneret. Noget bliver smallere – for eksempel din talje – mens andet får mere fylde, blandt andet din bagdel, der bliver flot, fast og rund. Samtidig bliver din mave fladere, og dine arme mere markerede. Med andre ord bliver din krop trimmet perfekt til at smutte i bikini eller badebukser på stranden eller ved poolen.

Med styrkelsen af dine muskler kommer også en rankere holdning og flottere gang. Du bliver simpelthen mere spændstig og udstråler energi. Men det er slet ikke det hele. Motion har nemlig betydning for din skønhed og din udstråling på flere måder. Jeg tror faktisk, at du vil blive overrasket over nogle af dem, og jeg glæder mig virkelig til at give dig indsigt i de spændende processer.


Mads Timmermann

Ekspert i smuk hud og stifter af Danish Skin Care



Dette indlæg er markeret med