Trætte nudler eller tårnhøje stilletter?



Hvad tænker du, når jeg siger Sarah Jessica Parker og Sex and the City? Tænker du på shopping, makeup og det vilde liv i New York eller på indre skønhed, og hvor vigtigt det er at elske sig selv?

En god veninde og jeg havde en tradition med Sex and the City. Vi åd samtlige afsnit. Og filmene. Og DVD’erne bagefter. Uanset, hvor mange gange vi så dem, var det ikke indre skønhed, jeg kom til at tænke på.

Ikke før jeg så en lille dokumentar film med Sarah Jessica Parker. Den var lavet, da hun skulle have taget billeder til en reklamekampagne. Formentlig for et skønhedsprodukt. Man ser hende komme ind til fotografen, naturligvis med fuld makeup, men også iført et par fantastiske stilletter. Hun stiller sig foran kameraet, og fotografen går i gang. Efter et par minutter sænker han kameraet og siger:
”Sarah, jeg skal kun fotografere dit ansigt. Du behøver ikke at have stilletterne på. Tag dem bare af og slap af i fødderne”. Men Sarah Jessica Parker ser bare på ham og svarer: ”Skønhed er en følelse. Jeg er kun smuk, hvis jeg føler mig smuk, og disse stilletter får mig til at føle mig smuk”.

– Ååh, så blev jeg jo nødt til at se alle DVD’erne igen! Og filmene. Jeg havde jo set dem med de helt forkerte briller. Min stakkels veninde blev straks tilkaldt. Jeg kan godt sige dig, det var en hård omgang. Men nogen måtte jo gøre det!

For hvad er det i virkeligheden, der gør et menneske smukt? Hvis du skulle spørge din bedste ven, hvad der er det smukkeste ved dig, hvad tror du så, han eller hun ville svare? Ville de svare, at du er smuk, fordi du ikke har rynker, fordi du ikke har bumser, eller fordi du har den rigtige håndtaske?

Eller ville de fremhæve, hvordan du er: At du lyser rummet op med dit smukke smil, at du kan få alle til at lytte, at man bliver suget inde i dine dejlige øjne, og at din smittende latter får alle til at grine med?

Er det smukkeste ved pigerne i New York ikke i virkeligheden, at de tror på sig selv, er inspirerende, arbejder med det, de elsker og vigtigst af alt: Er der for hinanden?

Tankerne i spejlet

Prøv at tænke på sidste gang, du havde en fantastisk dag. Hvordan var det at se dig selv i spejlet?
– Ikke så dårligt vel?

Jeg kan huske en dag for ikke så længe siden. Dagen forinden havde jeg haft et rigtig dumt skænderi med en god kammerat. Jeg kan faktisk ikke huske, hvad vi skændes om. Det var simpelthen så tåbeligt! Men det værste var, at vi var skiltes uden at være blevet gode venner igen.
Det må man aldrig gøre!

Da jeg vågnede næste morgen, hang der en kæmpestor sort sky over hovedet på mig. Jeg ville slet ikke dagen, havde mest lyst til at blive under dynen. Men op skulle jeg jo, så jeg tog fat på min faste morgenrutine: Friskpresset juice, bad, ansigtspleje og tøj på. Men den var helt gal!

Jeg så mig selv i spejlet. Puha! Dér stod jeg: Klædt på til dagens møder. Men ved du hvad? Jeg lignede udskidt æblegrød! Jeg havde nul udstråling! Intet smil, intet glimt i øjet. Jeg var simpelthen bare mut, flad og kedelig! Som de trætte nudler, du efterlod i gryden i går. Dem, der er groet fast.

– Og var det ikke, som om mit hår ikke ville sidde? – Havde jeg ikke også taget på?

Noget måtte gøres! Jeg greb telefonen og ringede til min kammerat. Den nåede dårligt nok at ringe. Han havde stået med sin mobil i hånden. Han var nemlig også ved at ringe til mig. Vi talte straks i munden på hinanden: ”Undskyld”, ”Det var bare for dumt” og ”Skal vi ikke ses i eftermiddag?”.

Med ét var den sorte sky forduftet. Jeg kunne mærke, hvordan jeg rettede mig op og fik varme i kinderne igen. Jeg skyndte mig hen foran spejlet, og dér var den! *POP* Hej smil. Hej glimt i øjet. Ingen trætte nudler, håret var lige så højt, som det skulle være, og tøjet sad fantastisk.

Hvad var der sket på de tre minutter, samtalen havde varet. Jeg havde jo hverken skiftet tøj, eller sat håret anderledes?

– Du har sikkert allerede gættet svaret: Det var mine tanker, der havde fået et nyt positivt fokus.


 

Sikker betaling hos Danish Skin Care

Hurtig levering til hele verden.
Produceret i Danmark.
90 dages fuld returret.
Over 1.075 glade anmeldelser.