Myte: Rynkecreme er en ”opstrammer”



Lad mig begynde med at slå fast, at man hverken kan stoppe eller fjerne ældning af huden. Huden bliver ældre, ligesom vi selv gør.
– Men hvad er der i grunden også så frygteligt ved det? Personligt synes jeg, det ville være meget mærkeligt, hvis man ikke kunne se på mit ansigt, at jeg har levet.

Men det betyder ikke, at du skal leve med skader. Dem kan du nemlig godt gøre noget ved. Vi kan få skader på vores hud, hvis vi ikke passer på den. Blandt dem er rynker, der kommer af ydre påvirkninger, og den bedste ”kur” mod dem begynder, længe før du ser de første linjer.

”Kuren” kan opsummeres i to punkter: Beskyt og Reparer

 

Beskyt

Beskyttelse gælder først og fremmest solens stråler. Jeg ved ikke selv noget bedre end bare at suge solens dejlige lys og varme til mig. Men desværre nedbryder UV-strålerne fra solen hudens naturlige sunde stoffer, ødelægger dens struktur og forårsager pigmentforandringer. Derfor har din hud brug for solbeskyttelse faktor 15 - 30. Ikke kun på ferien til Kreta, men hver dag. Hele året.
– Jep, den er god nok: Selv på den mest dødsyge grå efterårsdag, er der UV-stråler. Så brug et hudplejeprodukt med høj faktor.

Dernæst er der beskyttelsen imod de såkaldte frie radikaler. Selvom det kan lyde sådan, har det ikke noget med politik at gøre. Frie radikaler kommer fra vores omgivelser; fra skadelige påvirkninger som smog, udstødning, skadelige dampe, forskellige fødevarer osv. Selvom du lever så sundt som muligt og bor langt ude på landet, er det umuligt at undgå de frie radikaler. De er overalt.

Forsvaret imod frie radikaler er antioxidanter, hvilket dækker over mange forskellige vitaminer og mineraler, der hjælper huden og din krop med at minimere skaderne. Du får den bedste beskyttelse ved at vælge et hudplejeprodukt, der indeholder ere forskellige antioxidanter. Sammensæt desuden en kost, der er alsidig. De forskellige antioxidanter har forskellige funktioner, og jo bredere du kommer rundt, jo bedre er du beskyttet.
– Den alsidige kost, fyldt med vitaminer, giver dig samtidig et kæmpe energiboost, men det kommer vi tilbage til i næste kapitel.

 

Reparér

Med beskyttelse kan du forebygge skader, men bare rolig, det betyder ikke, at du er fortabt, hvis linjerne allerede er kommet. Der er stadig meget, du kan gøre. Også uden at lægge dig på operationsbordet eller få sprøjtet pølsegift (det, der markedsføres som Botox) i ansigtet.

– Jeg vil dog sige, at hvis du er meget ked af nogle rynker i dit ansigt, og Botox kan fjerne dem, så synes jeg, du skal gøre det. Hvis du vil blive gladere og mere tilfreds med dig selv efter en omgang Botox, så hold dig endelig ikke tilbage.

Tilbage til antioxidanterne: De gode antioxidanter, som beskytter og plejer din hud, kan også hjælpe til at genoprette de skader, der allerede er sket på grund af de frie radikaler og solens UV-stråler. Faktisk bruger læger dem også til at pleje brandsårsskader.

Er de gode antioxidanter på listen over ingredienser i dit hudplejeprodukt, har du rigtig gode chancer for at hjælpe genoprettelsen af hudens struktur og elasticitet. Og samtidig er de jo også forebyggende, så det kan dårligt blive bedre!

Som du kan se er anti-age eller bekæmpelse af rynker altså ikke noget med bare at smøre én creme på, og så *PUF* er rynkerne væk. Forebyggelse, beskyttelse, alsidig kost og omtanke er de vigtigste virkemidler.
– Det kan give dig en glattere hud, men sætter også fuld blus på din glød, energi og dejlige udstråling.

 

  


 

Sikker betaling hos Danish Skin Care

Hurtig levering til hele verden.
Produceret i Danmark.
90 dages fuld returret.
Over 1.075 glade anmeldelser.