Derfor hjælper motion på dit smil, humør og udstråling



Du kigger ud ad vinduet. Det regner. Der er få ting, du har mindre lyst til end en gå- eller løbetur. Vejret er simpelthen for deprimerende!

Kan du genkende dén følelse?
– Hvis du kan, så har jeg et forslag: Prop musik i ørerne og kom afsted!

En efterårsdag kom jeg hjem på besøg hos min mor. Jeg kunne se, at hun var i dårligt humør, allerede da hun åbnede døren. Jeg spurgte hende, hvad der var galt, men det var ikke noget specielt. Hun var bare nedtrykt. Hun viste mig ind i stuen, hvor hun havde dækket op til kaffe, men jeg stoppede hende. ”Skal vi ikke hellere gå en tur, mor?” Hun kiggede på mig, som om jeg var gal. Det var også virkelig kedeligt vejr. Støvregn og mørkt. Men jeg insisterede og k hende i en god regnjakke og et vamset halstørklæde.

Vi gik ikke efter noget specielt. Vandrede bare arm i arm ned til skoven tæt på. I starten var hun helt mut, men efterhånden som vi fik gået os varme, og hun fik farve i kinderne, løsnede hun op. Turen tog omkring en time, og da vi var tilbage ved hendes hoveddør, var hun faktisk ét stort smil. Hendes skuldre var ikke længere anspændte, og hun var begyndt at fortælle om, hvad hun havde oplevet, siden vi sidst havde talt sammen. Al nedtrykthed var som blæst væk!

Motion har den effekt. Også uden regnjakke!

Ren doping

Du har sikkert læst om cykelryttere, der bruger doping for at præstere bedre. Men vidste du, at motion faktisk kan give dig nogle af naturens stærkeste dopingstoffer? Helt sundt, naturligt og ufarligt vel at mærke.
Når du dyrker motion, sætter det en række kemiske processer i gang i din krop. I hjernen betyder aktiviteten, at stoffet dopamin bliver frigivet. Dopamin bliver også kaldt ’humørhormonet’. Det er et stof, der gør os glade, snaksalige og mere til stedeværende. Faktisk anbefaler læger, at folk, der bliver ramt af depression, dyrker så meget motion som muligt, da det for nogle kan være endnu mere effektivt end medicin.
– Musik kan også udløse dopamin. Så hvis du snupper en tur med musik i ørerne, er det altså dobbelt-op!

Sammen med dopaminen stimulerer motion også hjernen til at frigive endorfiner. Det er kroppens eget smertestillende stof, og det er altså noget med spark i! Det er tre gange kraftigere end morfin og udløser en følelse af velvære.

Det er ren og skær smile-doping, og du behøver hverken kanyle eller recept. Det er bare afsted og så mærk, hvordan det kildrer i hele din krop!

Stress af

Når vi er stressede, kommer vores krop i alarmberedskab. Kamphormonet adrenalin og stresshormonet kortisol pumper rundt i årerne. Det var praktisk, dengang vi boede i vildmarken og havde brug for at kunne spurte rigtig hurtigt, hvis et stort rovdyr mente, vi lignede aftensmad.
– Det er relativt sjældent, den slags sker i dag.

I dag kommer stress faktisk især, når vi sidder helt musestille. Ved computeren på arbejde eller bag rattet i morgentrafikken. Og det kan kroppen slet ikke finde ud af. Da vi løb rundt blandt sabeltigere, blev adrenalin og kortisol brændt af, når vi tog benene på nakken. I dag bliver det bare ved med at køre rundt i kroppen. Også selvom det, der udløste stressen, er overstået.

Med højt niveau af de to stoffer i systemet, forbliver vi i højt alarmberedskab. Det er meget usundt. Det slider simpelthen kroppen i stykker, og mange af de naturlige processer bliver sat skak. På din hud vil du blandt andet kunne se det som udbrud og udslæt.

Men hvad er løsningen?
– Du har jo allerede gættet det: Motion!
Men altså ikke som vores forfædre: Du skal ikke springe ind i buret til tigerne i Zoologisk Have. Dyrepasserne er ret nærtagende omkring den slags. Buret er i øvrigt også alt for lille. Du skal hele tiden vende!

Spøg til side. Det er ikke nødvendigt at løbe, som om du bliver forfulgt af et blodtørstigt rovdyr. Almindelig moderat motion er mere end rigeligt til at brænde stressen ud af systemet. Og så er der for alvor plus på velværekontoen. Du sover bedre, du får mere overskud, og din krop fungerer optimalt.

Så motion er altså som et kinderæg. Du får hele tre ting:
Dopamin og endorfiner, der får dig helt op at ringe af begejstring og velvære, samtidig med at du brænder stressen ud af kroppen. Dit smil bliver strålende og dit glimt i øjet fuld af godt humør. Du bliver simpelthen den dejligste version af dig selv! 


 

Sikker betaling hos Danish Skin Care

Hurtig levering til hele verden.
Produceret i Danmark.
90 dages fuld returret.
Over 1.075 glade anmeldelser.